Sådan tilvænner du katte til et nyt hjem
Når man planlægger at få en kat, kræver det nogen forberedelse. Der findes en række ting, som du derfor skal sørge for at have anskaffet eller få på plads, inden katten flytter ind hos dig. Katte har nemlig behov for tilvænning, inden de føler sig godt tilpas og trygge i et nyt hjem.
Det er selvfølgelig også meget afhængig af, hvor du bor - og dermed hvilken type kat du skal have, altså om det skal være en inde- eller udekat. Det giver nok sig selv, men skal forståes således, at indekatte, er katte som aldrig kommer ud - men modsat er udekatte dog ikke katte, som aldrig kommer ind, men katte som er både ude og inde.
Du skal også beslutte, om det skal være en hunkat eller en hankat. Der er fordele og ulemper ved begge køn. Hunkatte vil, hvis de ikke steriliseres, blive drægtige og få killinger, hvilket vil give meget ekstra arbejde til dig som katteejer, både nu omkring pasningen af flere katte, men også ved det eventuelle arbejde med at få dem afsat, hvis du vælger ikke at beholde dem. Hankatte kommer til gengæld aldrig hjem med killinger, og er ofte mere omgængelige end hunkatte. Men hvis de ikke kastreres, kan de finde på at strinte alle mulige steder i huset.
I denne artikel vil vi dog primært fokusere på de ting, som kan hjælpe med til at en ny kat, får en hurtigere tilvænning til sit nye hjem.
Før katten kommer hjem
Efter du nu har besluttet dig for at få en kat, skal du ud og have fat i alle de nødvendige ting, som katten skal bruge. Du skal have købt skåle til mad og vand, en hule til at sove i, en bakke til at besørge i, et kradsetræ osv. Vi vil liste de mest nødvendige ting til sidst. Men først er det vigtigt, at du gør dig nogle tanker om, hvad det vil sige at have, passe og blive venner med en kat.
Læs også om Tips til at blive kattepasser
Katte er meget selvstændige væsener, og typisk ikke nær så selskabelige som f.eks. hunde er. Det betyder ikke, at katte ikke er sociale dyr som har behov for nærvær og omsorg, for det har de, især tamme katte. Men modsat netop hunde, vil katte meget hellere selv bestemme, hvornår de vil socialisere eller ikke, og at tvige en kat til noget den ikke har lyst til, er en næsten uladesiggørlig opgave. En kat er sin egen.
Når det så er sagt, og katten selv er med på at være social, er den et fantastisk og givende væsen at være i selskab med. Den elsker at lege og blive kælet for, og gerne længe hvis den føler sig tryg i dit nærvær. For tryghed, er for katten alfa og omega i forhold til at turde og ville lade sig kæle for og lege med.
Men det er faktisk ikke så svært at blive fortrolig med en kat, det vigtigste er blot at være afslappet, tage det helt roligt og lade katten bestemme farten. Efterhånden, eller i nogle tilfælde, lige pludselig - er I blevet gode venner, og du kan få lov til langt mere end du kunne i de første minutter eller timer.
På dagen og turen hjem
Når du har fundet den kat det skal være, og er blevet enige med den nuværende ejer om formaliteterne, er det tid til at hente katten hjem. Det vil være en god idé, hvis du kan planlægge med at have dagen fri, så du har tid til at være sammen med katten, når den kommer. Hold fri fra jobbet eller hent katten i en weekend.
De ting som det er nødvendigt at have med dig på turen er:
- Transportkasse - du kan vælge at købe en ny eller finde en brugt. Det vigtigste er, at den er robust og tilstrækkelig stor til katten - og at den kan spændes fast med bilens sikkerhedssele (hvis du da kører i bil). Katten skal kunne vende sig rundt i den og ligge behageligt. Der skal også være lufthuller, ikke kun for at katten kan trække vejret, men også så du kan snakke med og måske kæle for den på turen, hvis du da ikke selv skal køre bilen.
- Tæppe til kassen - som skal være blødt og behageligt. Det må meget gerne dufte af dit hjem, som senere vil give katten en fornemmelse af genkendelighed, når den kommer hjem - og så kan fornemme den samme duft. Lad evt. tæppet ligge fremme i dit hjem i nogle dage inden du henter katten.
Det er normalt ikke en god idé at tage hverken mad eller vand (afhængigt, hvor langt du skal køre) med til katten, da den risikerer at blive køresyg på vejen, som kun vil forværres, hvis den tæt på eller under kørslen får mad.
Sørg for at stille transportkassen, så katten kan se dig på hele turen. Den må også gerne kunne se ud, hvis det er muligt - men nej, du skal ikke tage den ud af kassen før i er hjemme, da du risikerer at den bliver bange og måske gemmer sig under et sæde. Sørg for at snakke til den på turen, som på den måde gør at den lærer din stemme at kende, og du dermed ikke er helt så fremmed mere for katten, når først i kommer hjem, hvor alle andre ting jo er helt nye og fremmede for den.
Velkommen til det nye hjem
Første gang katten så kommer ind i dit hjem, skal du stille og roligt tage transportkassen ind og stille den i et hjørne, hvor den har mulighed for at fornemme hele rummet. Igen er det en god idé at tale til katten undervejs, for at berolige den. Nu må du gerne åbne lågen til kassen, men tag ikke kattten ud. Lad den i stedet sidde og blive tryg, indtil den selv er klar til at tage de første skridt ud i sit nye hjem.
Når en kat eller killing kommer ind i huset, kan det være meget stressende for alle involverede, især for katten, som kan betyde, at det kan tage lang tid at opnå tilstrækkelig tryghed til at turde komme ud af transportkassen. Men efter et stykke tid vil den komme ud og begynde at snuse omkring. Sæt dig i en stol eller på gulvet midt i rummet og lad katten komme til dig, når den føler sig klar til det. Det vil fortsat øge kattens tryghedsfølelse, hvis du hele tiden snakker til den.
Har du mulighed for det, vil det være godt, hvis katten i starten får sit eget rum, hvor alle dens nødvendigheder som mad, vand, kattebakke, legetøj og sovetæppe og hule er samlet, der vil være med til at forkorte den tid, som det tager for katten at blive tryg i de nye omgivelser.
Giv den al den tid den behøver for at kunne føle sig tryg. Så længe den spiser og bruger kattebakken, skal det nok gå.
Kommunikation og kærlighed
Katte er, som nævnt, meget sociale væsener, især når de har det godt og føler sig trygge. For at din kat kan nå dertil, hvor den føler sig tryg, er det vigtigt at du giver den al den kærlig og omsorg du formår. Husk, at jo mere du giver, jo hutigere vil den føle sig tryg og tilpas.
Kommunikation, både fra og til din kat, er også en væsentlig del af at kunne føle tryghed hos den. Så jo mere du snakker med den, jo hurtigere vil du opleve at den bliver tryg ved dig - og sikkert komme med et tilfredsheds-mjau i ny og næ. Nøgleordet er stort set altid; tålmodighed. For nogle katte tager det lang tid at tilvænne sig de nye omgivelser.
Nysgerrighed, udforskning og leg
En rigtig godt tegn på at din kat føler sig tryg eller er på vej til det, er at den udviser nysgerighed og lyst til at udforske sit nye hjem. I starten vil den sandsynligvis bevæge sig en smule trykket og udforskende rundt overalt, samtidig med at den vil være meget på vagt overfor nye lyde eller pludselige bevægelser - og måske vil den endda gemme sig under sofaen. Men alt sammen er en del af at lære huset at kende for katten, og den skal nok komme ud fra sofaen igen.
Når katten har udforsket i nogen tid, vil den begynde at være interesseret i både at blive kælet for og at lege. Katte er rovdyr og elsker at være det i leg. Nu er det derfor en god idé, hvis du har noget legetøj som den kan lege med og være "rovdyr" overfor.
Der findes meget legetøj til katte, det vigtigste er at det er noget som kan bevæge sig, selvstændigt eller med din hjælp, og som katten finder interessant. Om det så er en mus i en snor, som du har købt, eller det blot er en sammenrullet papirkugle, er ikke vigtigt - bare det bevæger sig og har omtrent sammen størrelse som en mus.
Ting din kat har brug for
Som vi kort var inde på tidligere - og berørt undervejs, findes der en række ting og fornødenheder som din kat (og du) har brug for, både for at kunne føle sig tryg og vænne sig til sit nye hjem, men også generelt for at have det godt. Vi har her listet de mest nødvendige ting:
- Mad- og vandskåle
- Kattebakke med grus
- Katteske til kattebakke
- Seng eller sovehule
- Tæppe
- Legetøj
- Kradsetræ
- Transportkasse
Er du i tvivl om din kat har det godt og er tilpas, kan du desuden altid få hjælp ved at kontakte det lokal katteværn eller en dyrlæge.
Sidst, men måske allervigtigst
Når man vælger at få en kat, skal man også gøre sig klart, at det er et livstidsengagement. Katten vil være hos dig i hele sit liv, der som oftest strækker sig over 14-16 år - og i nogle tilfælde helt op til ca. 20 år. Derfor skal du også være helt sikker på, at du inderligt ønsker at få en kat - og at du besidder evnen og lysten til at engagere dig og passe den i rigtig mange år.
? Hvis du synes om artiklen - må du meget gerne tilføje en kommentar herunder - eller blot give den et "like". Du kan også dele den med andre ved at klikke "Del".
Efterlad en kommentar